Samskabende vandforvaltning (WaterCog)
Projektets formål er at sikre en bæredygtig produktion og bedre rammevilkår for landbruget ved at udvikle og demonstrere en ny lokalt baseret vandforvaltning, hvor landmanden og lokale aktører i langt højere grad får medindflydelse på vandmiljø- og indsatsplaner ved at forstå og løse lokalt funderede problemer.
Projektet er bevilliget midler fra EU InterReg program og medfinansierer projektet Water Co-Governance for Sustainable Ecosystems (WaterCoG).
Et centralt aspekt af projektet er, at der indsamles erfaringer fra partnere i England, Holland, Tyskland, Sverige og Danmark i forhold til at udvikle mere samskabende vandforvaltning. Der indsamles viden om forvaltningsstrukturer, værktøjer i bred forstand, der kan øge involveringsgraden. Der arbejdes med fire pilotområder ved Limfjorden, hvor der testes forskellige involverende koncepter, og der udveksles erfaringer med de ti øvrige pilotområder i de øvrige lande. Der er oprettet et nationalt netværk, hvor bedre forvaltningsstrukturer diskuteres.
Projektet følges af betydende beslutningsinstanser, og det forventes, at de erfaringer som indsamles vil medvirke til at kvalificere de beslutninger, der tages om en fremtidig forvaltningsstruktur, som i højere grad understøtter de idéer, der ligger bag en mere målrettet indsats, jf. beslutninger i Fødevare- og Landbrugspakken. Dette på en måde, hvor indsats og innovation støttes via en ”bottom up” tilgang med udgangspunkt i optimering af rammevilkårene for danske landmænd.
Effekten af projektet vil være lokalt tilpassede løsninger, som sikrer en bæredygtig produktion og bedre rammevilkår for størstedelen af danske landmænd.